Nyhedsbrev nr. 14

Oikosfonden har haft den glæde at kunne støtte en række gode projekter. Tak for alle bidrag der gjorde det muligt! 

I Sommerhilsen 2015  omtaler vi nogle af de projekter som har fået støtte i år.

Her omtaler vi de andre projekter som indtil nu også har fået støtte:

Jambo Shule

I Nairobi ligger et slumområde Kawangware hvor en NGO, Jambo Shule, arbejder med bl. a. skoleundervisning. Men børnene er ofte fejl- eller underernærede, så det vil hjælpe hvis man kan give dem lidt vitaminrig kost ved at dyrke grøntsager i plantesække fordi der ikke er plads til egentlige haver.
Oikosfonden har støttet med kr. 10.000 til plantesække til by-køkkenhaven.
www.jambo-shule.dk

Iværksættergruppen Rønde Efterskole

Eleverne på Rønde Efterskole støtter et projekt ’Center for Protection of Children’ CPC i Kirgisistan, hvor de hjælper bl. a. gadebørn i hovedstaden Bisjkek. For egen regning rejste en gruppe elever derover i marts og byggede legeplads, plantede træer m.v.
Oikosfonden gav eleverne en opmuntring ved at donere kr. 5.000 til gadebørnene i Bisjkek.

Trianglen

Danmark - Uganda -Nepal

U-landsorganisationen Trianglen arbejder bl. a. i Nepal, hvor Haldor Topsøe A/S sidste år donerede 122.000 til et it-laboratorium ved Shree Baluwa Secondary School. Ørestad Gymnasium donerede 12 computere, men til sidst manglede de 12.800 kr. til solcellepanel, batterier og converter så de kunne få stabil strøm til computerne. De penge bevilgede Oikosfonden.
www.trianglen.nu

Bygenskole

En dansk NGO, Byg-en-skole hjælper i Guatemala med skoler og skolepenge. De vil også gerne etablere skolehaver og derved forbedre børnenes sundhed. En del af deres sponsorer betaler regelmæssigt til Oikosfonden der så overfører beløbet til Bygenskoles konto.
Oikosfonden donerede sidste år kr. 10.000 og kr. 7.000 i år til oplæring og etablering af skolehaverne.
www.bygenskole.dk

Githabais Venner

Githabais Venner er en venskabsforening der sammen med den lokale komité forbedrer sundheds-, leve- og uddannelsesvilkårene i en lille afsides liggende landsby i Kenya. Skolens største ønske var at få en kopimaskine. Den bevilgede fonden. De har bygget en lille klinik – den eneste i 20 kilometers omkreds – men har ikke rent vand. 5 ’Solvatten’ dunke kan sterilisere vand ved hjælp af solvarmen og sollys uden brug af strøm. Oikos har doneret dunkene, Soroptimisterne i Sverige betaler flyfragt og til efteråret skal klinikken indvies.
Oikosfonden bidrog med kr. 10.000
www.githabaisvenner.dk
www.solvatten.se

IMG_4204.JPG

Maple – Uganda

MAPLE Microdevelopment, Uganda              

I juni kom lederen af MAPLE Ron Severson til Købehavn på vej til Uganda for at modes med Oikosfondens bestyrelse. Fonden har i adskillige år skaffet lånekapital til de spare- og lånegrupper de oplærer. For tiden afprøves et princip hvor Oikosfonden bliver ’fraværende’ medlem af i alt 17 grupper men bidrager med indskud så grupperne har noget kapital at låne fra. I år har vi bidraget med i alt 50.000 kr. Mere herom i et kommende nyhedsbrev.
www.maplemicrodevelopment.org

Plants and Health Cooperative Society

Denne gruppe har vi før støttet og nu er de organiseret som en landbrugs-andelsforening. Men de mangler midler så bønderne ikke behøver at sælge deres kort lige efter høsten men kan vente til priserne stiger.
Oikosfonden har bevilget et lån på kr. 10.000

Og har du lyst og vilje til at bidrage til Oikosfonden igen i år så er vores konto stadigvæk
Oikosfonden, Reg. 9860, konto 8920008403

God sommer og de venligste hilsner
Flemming Kramp, formand