Nyhedsbrev nr. 1

april 2011

Efter en langsom begyndelse er der nu ved at ske noget i foreningen. Planerne om et samarbejde med nogle landsbybanker i Kenya blev desværre ikke til noget. Da samarbejdet efter en række forberedelser skulle formaliseres, var interessen fra landsbybankerne ikke til stede og projektet måtte droppes.

På generalforsamlingen d. 24 marts kunne formanden fortælle at der nu arbejdes med et par nye og lovende projekter:

Madlavningsovne i Tanzania
Et af vores medlemmer, Esben Røjel har i nogle år arbejdet med at udvikle et enkelt komfur til erstatning af de traditionelle bålsteder med åben ild. Komfuret kan støbes lokalt og er ved at blive afprøvet i Tanzania i foråret 2011. Selve formene til støbningen vil koskte omkring 200 kr. pr. sæt og selve komfuret vi nok kunne produceres for omkring 60 kr. i materialer. Vi håber snart at kunne fortælle mere om dette spændende projekt.

Mikrolån til Uganda
Oikosfonden er gået i samarbejde med ’Momentum Finance’ om at yde mikrolån til nogle spare – og lånegrupper i det nordlige Uganda, som organisationen MAPLE arbejder iblandt. . Den amerikanske NGO MAPLE har igennem nogle år ydet støtte i form af uddannelse og rådgivning (men ikke lån) til en række ”village saving and loan groups”, som vi nu overvejer at hjælpe lidt på vej ved at gå ind som ligeværdige andelshavere, men med lidt større indskud og dermed tilføre grupperne lidt mere kapital, som så kan lånes ud til lidt større projekter. De fire parter i projektet er: a) Oikos fonden og Andelskassen Oikos som formidler lånene sammen, b) Momentum Finance, som vil hjælpe med at skaffe midler fra investorer i Danmark,  c) MAPLE i Uganda, som fortsat vil rådgive og uddanne grupperne i administrationen af lånene og deltage i gruppernes møder på vores vegne og d) Makerere University, Center for Mikrofinance i Uganda som vil følge og monitorere projektet og dets udvikling.

Udover at hjælpe med at skaffe midler fra danske investorer vil Momentum også stille en garanti på 20.000 USD som sættes som sikkerhed for de penge som Oikos fonden låner ud/sparer op i grupperne og dække evt. tab. Projektet er ikke færdigudviklet endnu, men vi arbejder hen imod det.

Der er også andre projekter som undersøges. Mere herom i næste nyhedsbrev.

På generealforsamlingen vedtog man nogle vedtægtsændringer, heriblandt at indføre et årligt kontingent på 100 kr. (50 kr. for pensionister og studerende), samt at udvide bestyrelsen med op til to yderligere medlemmer. Efterfølgende valgte generalforsamlingen Peter Francati og Esben Røjel som nye medlemmer til bestyrelsen.

Etiske retningslinier
Efter en debat på forrige generalforsamling blev bestyrelsen bedt om at udarbejde et forslag til etiske retningslinier for foreningen. Et forslag hertil blev forelagt og godkendt og bliver lagt på hjemmesiden.

Venlig hilsen, Flemming Kramp